Handicap politik

Til kommunalvalget 2021

#EnMillionStemmer har stillet 10 spørgsmål, som jeg herunder svarer på:

De vigtigste værdier for mig i enhver kontakt med borgere der har brug for kommunens hjælp, er tillid, tillid og tillid - og forståelse af hjælperrollen.

Mistillid skaber mistillid, mistro og modstand. Jeg mener at kommunen som myndighed skal stole på borgerne; der er allerede stor udskamning forbundet med at søge hjælp, så der er ingen grund til ikke at tro på de borgere der kommer og beder om hjælp og støtte i udgangspunktet. Ja, der er nogle meget få der misbruger systemerne, men langt, langt de fleste gør det ikke - og vi sætter heller ikke alle borgere i fængsel som udgangspunkt, fordi der er nogle få der begår kriminelle handlinger.

Det er også vigtigt at de personer der er ansat til at hjælpe, forstår hjælperrollen. Man er ikke en overmyndighed eller en pave bag skranken, man skal starte med at komme til den person der har brug for hjælp, for først da kan man faktisk bygge op til noget bedre - eller i Søren Kierkegaards ord:

"At man, naar det i Sandhed skal lykkes En at føre et Menneske hen til et bestemt sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der. Dette er hemmeligheden i al Hjælpekunst.
Enhver, der ikke kan det, han er selv i en Indbildning, naar han mener at kunne hjælpe en Anden. For i Sandhed at kunne hjælpe en Anden, maa jeg forstaae mere end han - men dog vel først og fremmest forstaae det, han forstaar. Naar jeg ikke gjør det, saa hjælper min Mere-Forstaaen ham slet ikke"

(Kierkegaard henviser til hjælperen som hankøn, hvilket står for Kierkegaards regning)

Det er altså ikke ny viden, eller viden der er fremmed for os, og den kan næppe udtrykkes mere præcist end Kierkegaard gør i den sidste del af citatet.

Med henvisning til netop Kierkegaard, vil jeg støtte op om at vores medarbejdere der skal have med borgere at gøre, har en relevant uddannelse, løbende kan uddanne sig mere og i øvrigt har arbejdsbetingelser der gør at de har mulighed for at bruge den tid der skal bruges på den enkelte borgers behov.

• Uddannelse, fordi den Mere-Forstaaen, som Kierkegaard omtaler, er absolut nødvendig - det kan ikke være et krav at man som den der søger hjælp, skal vide mere om regler, love og muligheder, end den der skal hjælpe.
• Løbende uddannelse, fordi der ikke er én korrekt måde, som vi kender dags dato, men at der for alle områder der omfattes af handicap paraplyen, er en løbende udvikling i viden, forståelse og best practice.
• Arbejdsbetingelser, fordi mængden af "sager" (borgere, mennesker) som skal håndteres kan påvirke kvaliteten ganske kraftigt - der skal være tid nok til hver enkelt. Det er ikke let at stille et tal op, for der er også stor forskel på hvor kompliceret de enkelte "sager" er.

Sidst men ikke mindst, alle medarbejdere skal have muligheden for at blive og være gode hjælpere - men hvis ikke man ønsker det, har man, efter min mening, ingen plads i et job, hvor funktionen er at hjælpe, støtte og sørge for.

Vi har i Danmark en lovgivning, der skal sikre at lige behandles lige. Det betyder at der stilles forskellige krav til dokumentation, og der er skabt en praksis gennem lang tid. En praksis er dog kun det - det man "normalt gør".
Sagsbehandlerne skal, som nævnt ovenfor, have en "Mere-Forstaaen", men det er ikke en bedrevidenhed og det er ikke en forståen der skal sættes i stedet for borgerens livsoplevelse eller faglige vurderinger. Nogle gange kan der være behov for mere oplysning, mere faglig vurdering, men det må, i sidste ende, altid konkret være sådan, at det er borgerens behov, som beskrevet af borgeren og de faglige vurderinger der lægges til grund, og intet andet (udover lovhjemmel).

Det vil jeg ikke - hvis der ikke har været behov for det fulde budget på handicapområdet, skal det, som alle andre områder, kunne bruges til andre områder i kommunen (i hvertfald så længe der er loft over hvor meget vi må bruge på "service"), for der vil altid være steder vi kan bruge flere penge på en god og fornuftig måde.
Omvendt er handicapområdet et rettighedsområde, som jeg ser det. Der skal altså være penge til at yde den hjælp der er behov for, og budgettet for området skal være et "bedste gæt", men ikke en begrænsning - for vi skal behandle lige for lige, og der må ikke være forskel på hvad der kan gives støtte til, om det er først eller sidst på året.

Jeg vil understrege at handicapområdet er et rettighedsområde, at kommunen skal overholde handicapkonventionen, som et enigt folketing ratificerede i slutningen af maj 2009, og at det i øvrigt er både konkret økonomisk og samfundsøkonomisk bedre at give den rette hjælp i rette tid, fremfor at vente, og få et større behov for hjælp og støtte.

Det første og nemmeste der kan gøres, er at kræve at der oprettes et sagsforløb, så snart en borger henvender sig om hjælp, medmindre borgeren klart og tydeligt (og af sig selv!) siger det bare er en forespørgsel, og der ikke skal ske mere. Hvis der er en sag, skal der også foretages vurderinger, træffes afgørelser m.m..
Det sikrer naturligvis ikke alle, men er et godt første skridt.
Dertil er det ret vigtigt at der er en uvildig person man som borger kan gå til, som aflønnes af kommunen, og kan påtale fejl og mangler overfor forvaltningerne, og som afrapporterer til kommunalbestyrelsen. Typisk kalder man en sådan person en "Borgerrådgiver", men navnet går jeg ikke op i.

Jeg mener at hensynet til den rette hjælp også er hensynet til økonomien - på sigt. At få den rette hjælp med det samme, koster ikke mere end at få den senere - og at få den senere betyder ofte også at der er andet der skal gøres, og at der er gjort andet i mellemtiden.
At give den rette hjælp med det samme, er altså at tage hensyn til økonomien på længere sigt.

Jeg tror ikke der er nogen nem løsning - området trænger tydeligvis til ændringer, men de ændringer skal gøre det bedre, ikke værre eller bare flytte problemerne.
Ja, området trænger til en "reform", men den skal være ordentligt og gennemtænkt.

Jeg har ikke svarene lige nu, men jeg mener det er vigtigt at alle interessenterne er involverede i en reform - det er ikke politikerne der til hverdag beskæftiger sig med problemstillingerne, og det må ikke være politikerne der hiver en kanin op af hatten.
Nedlæggelsen af amterne, og flytningen af specialeområderne var bestemt et tilbageskridt, men amterne er jo væk, og der er ikke noget, som jeg har set, der tyder på at regionerne vil være bedre rustet til at tage sig af det, som det er i dag.

Som kommunalpolitiker kan jeg skubbe til hvordan vi gør tingene her i kommunen, og jeg kan lytte efter gode måder at gøre tingene på, og fortælle om de gode måder vi finder. Samtidigt kan jeg fortælle mine folketingsmedlemmer hvad vi ser og oplever, og støtte op om de forskellige interesse- og patientforeningers mulighed for at være med til at sætte nogle rammer.

Det som jeg gør i dag, at tale om området, at tale med mine folketingsmedlemmer om området, og at sørge for at holde fast i at der er folk der ved meget mere end jeg gør om de enkelte områder, og at sikre at vi lytter til dem der ved noget, fremfor at vi mener at vide bedst.

Det er meget fristende at bede om en gennemgang og genoptagelse af alle sager der er afgjort inden for de sidste 3 år (til skade for borgeren), særligt når vi ser på at 2 ud af 3 sager der kommer til ankenævnet hjemvises, blandt andet pga. manglende oplysning af sagen.
Hvor mange sager er der så ikke afgjort med samme manglende oplysning, uden der er klaget over det?